Energikrisen 1973

I oktober 1973 udbryder der krig i Mellemøsten med Syrien og Egypten på den ene side og Israel på den anden. Krigen får stor betydning internationalt, da en af krigens følger er en enorm stigning i olieprisen.

Krisen nåede også helt til Danmark, hvor der blev gjort en række tiltag for at lære danskerne at spare på energien. Eksempelvis blev det i perioden fra d. 25. november 1973 til d. 17. februar 1974 forbudt at køre i bil om søndagen. Også i Hjørring var der bilfrie søndage. Som I kan se i kildematerialet nedenunder kunne man dog i særlige tilfælde få tilladelse til at køre om søndagen.

Hovedparten af kilderne her er eksempler på, hvilken indsats der blev gjort i kommunerne for at spare på energiforbruget. Gadelygter blev slukket, der blev lukket for det varme vand på skolernes toiletter og halvdelen af loftslyset på kommunekontoret i Hjørring blev slukket. Kilderne fortæller noget om, hvor omfattende krisen var og viser livet i en global verden, hvor en konflikt i Mellemøsten medfører, at eleverne på Hjørrings skoler kun kan vaske deres hænder i koldt vand.

Se kilderne her: